Da en kunde for 20 år siden spurgte Wolfgang Iffländer, om de kunne levere et pallemagasin til håndtering af europaller, måtte han i første omgang komme til kort. Virksomheden han arbejdede for, kunne godt udvikle en individuel løsning til kunden, men prisen ville hurtigt blive derefter. En af kollegaerne anbefalede ham i stedet at forhøre sig hos PALOMAT® fra Danmark – virksomheden havde nemlig et godt ry og kendt for kvalitet og gode produkter. Og det skulle vise sig at være et godt råd. Inden for få uger var der etableret kontakt, en PALOMAT® var sendt til test hos kunden, og 14 dage senere havde han solgt sin første PALOMAT®.
Hvad der dengang startede som en forespørgsel, blev startskuddet på et indtil videre 20-års samarbejde med PALOMAT®.
I dag er Wolfgang ikke blot forhandler af pallemagasiner – men også chef i eget firma, Industrietechnologien i Nürnberg.
Area Manager, Majbritt Svane, som har den daglige ledelse hos PALOMAT®, var med til at starte samarbejdet med Wolfgang Iffländer for 20 år siden. Og hun lægger ikke skjul på, at mangeårige partnerskaber er værdifulde for virksomheden:
”Sådanne partnerskaber med vores forhandlere skaber en helt speciel relation, hvor vi kan drage nytte af hinandens markedskendskab på et højere niveau. Wolfgang er blandt andet kommet med input til forskellige marketingaktiviteter og løbende produktudvikling, og hans flotte salgsindsats har også betydet, at han har vundet titlen som ”Årets PALOMAT® forhandler”.
Med det mål at udvikle partnerskaberne og skabe stærke relationer har hver forhandler én fast kontaktperson i salgsafdelingen hos PALOMAT®, som på ugentlig basis supporterer forhandlerne med fokus på salgsaktiviteter og leadgenerering.
”Mit samarbejde med Wolfgang er bygget på tillid, ærlighed og åbenhed. Vi siger tingene lige ud – også hvis vi er uenige, eller der er udfordringer, som skal løses. Resultatet af vores samarbejde påvirker jo begges forretninger og ikke mindst vores fælles salgsmål. Jeg er virkelig glad for samarbejdet med Wolfgang, og der er ingen tvivl om, at vi ikke bare har et samarbejde, men et tæt partnerskab”, fortæller Christin Hübner, som er Wolfgangs faste kontaktperson.
Det første pallemagasin fra PALOMAT® blev udviklet i 1992, da en af virksomhedens ejere selv led af rygproblemer. Det skabte behovet for en maskine, som kunne håndtere paller i gulvhøjde. Medarbejderne kunne på den måde undgå de tunge løft og den manuelle pallehåndtering. Siden er der blevet udviklet en række grundmodeller med henblik på at effektivisere håndteringen af paller og forbedre arbejdsmiljøet.
I dag, 30 år senere, står der mere end 15.000 eksemplarer på lagre, i produktioner og vareind- og udleveringer i hele verden – 450 af dem har Wolfgang Iffländer solgt gennem de sidste 20 år.
"PALOMAT® er et godt produkt. Den er simpel og nem at håndtere, installationen er hurtig og prisen fornuftig. Alle virksomheder med daglig pallehåndtering kan få gavn af deres maskiner," udtaler Wolfgang
Siden 1992 har flere nye modeller også set dagens lys. Og ifølge Wolfgang er det også en af grundene til, at PALOMAT® i dag er den foretrukne leverandør af pallemagasiner verden over.
"Der udvikles hele tiden på produktet. For 20 år siden fandtes der kun en enkelt model, men i dag har de en produktportefølje med mange forskellige pallemagasiner, som hver især er optimeret til den specifikke funktion, de skal bruges i,” tilføjer Wolfgang.
Det er altid svært at spå om fremtiden. Men beder man Wolfgang om at tage et kig ind i krystalkuglen, har han et godt bud på, hvordan fremtiden ser ud:
"De seneste års udfordringer med Corona, inflation og høje energipriser har ramt mange virksomheder hårdt. Især i Tyskland. Og det har fået nogle virksomheder til at holde lidt igen med investeringerne. Men jeg ser stadig et stort marked for PALOMATer. Automatisering og et godt arbejdsmiljø er ikke noget, der lige går af mode.”
Og meget tyder på, at han har ret. Efterspørgslen på PALOMATs primære markeder er stadig stødt stigende, mens nye markeder kommer til – uanset hvad der sker i verden, har vi stadig behov for mad, medicin og andre basisvarer.
”Men én ting er sikkert: jeg fortsætter med at være PALOMAT®-forhandler. Det er et virkelig kompetent team, og vi har et rigtig godt samarbejde.”